Åbning af oldtiden i nyt lys

5.10.2012 –  kl.15

Da Brian Mikkelsen i 2006 forsøgte at starte en samtale og debat om kvalitet, kunst og kultur i 2006 med den danske Kulturkanon, var der særligt et værk på listen over udvalgt billedkunst, der vakte forundring.

Billedhuggeren Sophie Kalkau havde peget på Solvognen produceret 1400 år før vor tidsregning som et af de 12 ”vigtigste og betydeligste” kunstværker, der skulle fungere som rettesnor, forbillede og parameter for kvalitet for kunst. Også i dag

De fleste ville nok diskutere om Solvognen overhovedet kunne anskues som et kunstværk? På kunstmuseerne beskæftiger vi os næsten udelukkende med kunst produceret efter 1790, det er her, man taler om opkomsten af en egentlig dansk kunst, og kort tid efter, om opkomsten af disciplinen kunsthistorie på universitetet.

Kalkmalerier, for ikke at tale om genstande fra Danmarks oldtid er med få undtagelser ikke et område for kunstmuseerne, men derimod for de kulturhistoriske museer. Og når nu ikke engang P.S. Krøyer havde fået en plads på listen var det da mystisk at en kultisk genstand, der ikke var produceret som kunstværk var med.

Ikke desto mindre synes jeg det var relevant, for hvad er kunst i det hele taget? En æstetisk form, der vækker nydelse, en sanselig fortolkning af verden og livet eller måske begge dele. Ønsket om at forvandle genstande fra andet en ren funktion, og skabe visuelle udtryk, hvor store spørgsmål vi aldrig kommer til rette med, begyndelse og tilintetgørelse, liv og død, kærlighed og had, går gennem næsten alle kulturer til enhver tid. 

I dag åbner et udstillingsprojekt hvor netop oldtiden ses i nyt lys og hvor genstande, der ikke normalt anskues som kunstobjekter fortolkes og aktualiseres på tværs af årtusinde af nulevende billedkunstner.

Dialogen og fortolkningen sker på mange niveauer og der arbejdes med kunst på forskellig vis, konceptuelt og formelt. Det er der kommet rigtig mange fine værker ud af.

Stine Kähler og Mai Kjer arbejder stilistisk og æstetiske og lader den smukke dekoration på en økse eller ornamentet fra en helleristning gro over på et stykke keramisk eller kunstnerens ”lærred” og skaber hermed en forbindelse på tværs af tid og sted med rod i de dekorative. Tetsuko Matsuzuka arbejder med stofligheden i materialet på tværs af tid. Per Kjærsgaard skaber abstrakte mønstre og streger der nærmest associerer til runer, men lader det tekstlige indhold, aflæseligheden forsvinde, på samme måde som tidens gang udvisker vor umiddelbare forståelse af genstandene og deres samtid. 

Der arbejdes også med kunst som eksistentiel sanselig form og symbol.

Hos Aage Arbjerg og hos Kent Zahle, der lader sine figurer deltage i en mytisk ceremoni, hvor netop solen, mørket, livet og døden er det centrale tema. Mens Pia Græsbøll Ottesen tager afsæt i den fysiske egetræsbåd og i forskellige materialer udforsker båden som form, metafor og symbol, på livet, på rejsen. Her er stof til eftertanke.

Jeg læste i Politiken sidste weekend at de i Sverige er begyndt at inddrage arkæologer i overvejelserne om mærkningen af atomaffald til fremtidige generationer. Hvad kan aflæses og forstås om 3.000 år? Hvorfor ikke kunstnere? Projektet her viser i hvert tilfælde at fortidens visuelle alfabet og vokabular har en gyldighed og kan anvendes som forbillede, kilde og afsæt for nye kunstværker. Og at Sophie kalkau med sit valg peger på en måske underbelyst kilde til viden og æstetisk forståelse af kunst og kunsten i dag.

At dialogen ikke blot sker i et tværfagligt samarbejde som her, er jeg sikker på de deltagende kunstnere kan fortælle mere om, ellers er I velkomne ovenpå hos en kunstner som i høj grad lod mytologien og den fjerne fortid integrere i en ny tids kunst, nemlig Sven Dalsgaard.

Ellers er det med stor fornøjelse jeg kan erklære udstillingen for åben.

Lise Jeppesen, museumsdirektør
Randers Kunstmuseum